En støttende samtale kan gøre forløbet lettere at komme igennem

Praktiske råd og støtte

Når du gennemgår en medicinsk abort, er der en række praktiske råd, der kan øge din tryghed og mentale velbefindenhed.

Her er nogle vigtige punkter samt information om den støtte, som du har krav og adgang til:

Disse praktiske råd og støttetilbud skal sikre, at du kommer bedst muligt gennem forløbet – både fysisk og mentalt. Du er altid velkommen til at kontakte klinikken undervejs, hvis du er i tvivl om noget eller har brug for yderligere hjælp.

Se vores kontaktdetaljer her

Forbered smertestillende medicin

Det er en rigtig god idé at have smertestillende tabletter klar derhjemme. Vi anbefaler både Paracetamol og Ibuprofen i håndkøb. Ofte er det mest effektivt at kombinere disse (følg doseringsvejledningen). Tag smertestillende forebyggende samtidig med, at du tager Misoprostol, da der typisk kommer menstruationslignende smerter, når blødningen starter. Du kan tage smertestillende hver 6.-8. time efter behov det første døgn.

    Planlæg ro og støtte på dagen

      Vi anbefaler, at du bliver hjemme den dag, aborten gennemføres, og at du ikke har andre forpligtelser. Sørg også for at aftale med en voksen, at vedkommende kan være hos dig eller i nærheden på dagen for aborten. Det giver tryghed, at du ikke er alene. Hav gerne varmeflaske, hyggetæppe og bind klar. Du kan bløde kraftigere end en normal menstruation den første dag, så brug bind (ikke tampon).

      Hvis blødningen udebliver eller er meget kraftig

        De fleste begynder at bløde inden for 4-6 timer efter Misoprostol, men hvis du ikke er begyndt at bløde inden for 48 timer, skal du kontakte klinikken.  Det kan betyde, at aborten ikke er komplet, og så vurderer vi, om du skal have en ekstra dosis medicin eller en kontrol. Omvendt, hvis du oplever meget kraftig blødning (feks. gennembløder mere end 2 bind i timen i flere timer), eller hvis du føler dig svimmel, skal du også kontakte os eller vagtlæge med det samme. Vi har akutberedskab ved behov. Lidt klumper i blødningen er normalt, men ved vedvarende store blødninger skal vi reagere.

        Undgå infektion

          For at mindske risikoen for underlivsinfektion skal du tage nogle forholdsregler, så længe du bløder. Undgå karbad, svømmehal, havbad og lignende badning. Tag i stedet brusebad. Undgå at bruge tamponer eller menstruationskop, brug i stedet hygiejnebind indtil blødningen er helt ophørt. Undgå også at have samleje, så længe du bløder (eller brug kondom hvis det ikke kan undgås). Disse råd gælder typisk i cirka 2 uger eller indtil efterkontrollen har bekræftet, at alt er normalt. Vær også opmærksom på tegn på infektion: feber over 38 grader, tiltagende mavesmerter eller ildelugtende udflåd. Kontakt da straks din læge eller klinikken, så du kan få behandling.

          Følelsesmæssig støtte

             Beslutningen om abort kan være følelsesmæssigt svær, og det er normalt at have blandede følelser både før og efter. Husk, at du har ret til en støttesamtale både før og efter aborten, se mere på www.abort.dk. En støttesamtale er et tilbud om at tale med en neutral rådgiver om dine tanker og følelser. Din egen læge skal informere dig om denne ret, og samtalen kan foregå hos f.eks. Mødrehjælpen, egen læge eller en anden rådgivningstjeneste. Tilbuddet er gratis og frivilligt. Formålet er at give dig følelsesmæssig støtte og hjælpe dig med at bearbejde oplevelsen, så du kommer godt videre.

            Brug for at tale med nogen?

              Udover klinikkens hjælp er der også mulighed for anonym rådgivning. Mødrehjælpens rådgivning tilbyder gratis og uvildig støtte både under og efter abortforløbet. Du kan feks. ringe til Mødrehjælpen på telefon 33 45 86 00 for at tale med en rådgiver. De er neutrale og vil hverken presse dig for eller imod abort, men lytter og støtter dig i det, du gennemgår. Du kan også trække på dit netværk. Tal med en fortrolig ven eller familiemedlem, hvis du har det godt med det. Ingen skal stå alene med svære følelser.

              Efterkontrol

              Vi afholder en efterkontrol ca. 1-2 uger efter aborten for at sikre, at alt er, som det skal være. Her kan du også bringe eventuelle spørgsmål op – både fysiske og psykiske. Vi er der for at hjælpe dig hele vejen igennem.